Lidt om de ture vi har været på

Den sidste weekend í februar tog vi fire, som bor sammen, på weekendtur til Ninh Binh. Det ligger ca. 1 time og 45 minutter i tog syd for Ha Noi. Da vi ankom til hotellet, fik vi hurtigt booket en tur til næste dag. Turen skulle foregå på motor bike – med chauffør vel at mærke. Næste morgen holdt der fire motor bikes med chauffører klar til os, og så kom vi ellers af sted. Først var vi i Tam Coc. Det er ligesom Halong Bay, bare i rismarker. Dér blev vi så sejlet rundt i halvanden time i robåd. Og hold da op, hvor var det flot. Der var store klipper, rismarker – og i det hele taget bare rigtig smukt!
Efter Tam Coc blev vi kørt til en pagode. Den var flot, men nu har jeg så også set, hvordan de ser ud..
Derefter blev vi kørt til Hoa Lu, som engang var Viet Nams hovedstad. Der gik vi op af en masse trapper, for at komme op på toppen af en klippe. Fra toppen var der en fantastisk udsigt!
Det var en helt fantastisk dag. De lange køreture på motor bike gav en fed fornemmelse af frihed. Og så så man naturen fra en helt anden side.
      Om søndagen lejede vi cykler, og cyklede rundt i øsende regnvejr. Men det betød ingenting, for vi havde virkelig savnet at cykle. Så efter nogle timer på cykel i regnvejr, tog vi tilbage til hotellet, skiftede til tørt tøj og tog derefter toget tilbage til Ha Noi.
      En dejlig weekend, hvor vi fik oplevet en bid af Viet Nams smukke natur. 

I marts var det så tid til en lille badeferie. Vi var tre, der tog af sted. Vi fløj en times tid syd på til Hoi An, som er kendt for sine skræddere og ikke mindst lækre strande. Det var ren afslapning – skiftevis ved poolen og stranden. Så det var lige til at klare J Dog fik vi os lige en solskoldning ved først at cykle 4 km til stranden i sol og derefter ligge på stranden. Ozonlaget er meget tyndt i Viet Nam, så man skal virkelig passe på. Det er dumt ikke at tage solcreme på, inden man falder i søvn på stranden – ved jeg af erfaring.

I forrige weekend tog tre af os på forlænget weekend til Cao bang. Det ligger 287 km nord for Ha Noi. Det tager mellem otte og ni timer at komme dertil i bus, da det er bjergkørsel det meste af vejen. Det koster ca. 100 kr. tur/retur, så det er lige til at klare! Vi tog en natbus derop kl. 20.30 og var i Cao Bang kl. 5 næste morgen. Hurra – gæt lige, om vores hotel havde åbent dér? Næh nej! Heldigvis var der et gadekøkken lige ved siden af, så der slog vi os ned. Senere på dagen gik vi en tur rundt i byen. Om aftenen spiste vi på en restaurant med buffet, hvor jeg ved en fejl kom til at spise en mundfuld hund. Føj siger jeg bare! Det var ikke lækkert! Så det kommer i hvert fald ikke til at gentage sig!!

      Dagen efter ville vi have været ude at se et vandfald. Men vi skulle vise pas, da det ligger tæt på den kinesiske grænse, og dem havde vi ikke med, da vores visum var ved at blive forlænget. Dog havde det været nok at vise kopi af pas og visum, som jeg selvfølgelig havde med J Men det havde de to andre ikke, så det blev ikke til noget. I stedet tog vi ud til en grotte, hvor Ho Chi Minh efter sigende skulle have boet i to uger i 1941. Den lå i nogle helt vildt smukke omgivelser, så det var bestemt et besøg værd. Vi har så planlagt at tage en tur til Cao Bang igen, for vi VIL se det vandfald!

Det var et lille indlæg om de ture, vi indtil videre har været på.

Opstart i praktikken

Onsdag d. 1. februar havde vi første dag i børnehaven. Ms. Thuy mødte os udenfor, hvorefter hun viste os, hvilken klasse vi skulle være i. I vores klasse er der én hovedlærer, to andre lærere og 62 børn. Det var ret overvældende at komme ind i en klasse med så mange børn, men de er alle rigtig søde og imødekommende. De snakker en smule engelsk, men kun meget simple sætninger og ord (som f.eks. How is the weather today? Eller What colour is this?). Den ene lærer snakker rigtig godt engelsk, så det er mest hende, vi stiller spørgsmål og får informationer fra. Hovedlæreren og den anden lærer snakker meget begrænset engelsk, så det er lidt sværere at snakke med dem. Men vi prøver, og hvis vi ikke forstår hinanden, agerer den engelsktalende lærer som tolk. Alle tre lærere er fantastisk søde og venlige, så det kunne ikke være meget bedre.
      Den første dag brugte vi på at observere, for at lære rutinerne at kende. De efterfølgende dage forsøgte vi mere og mere at deltage i aktiviteter, arbejdsopgaver mv. Lærerne fortalte os, at pædagogerne i Viet Nam har andre arbejdsopgaver, end vi har i Danmark. For her skal de både vaske op, feje og gøre rent. Da vi fortalte dem, at vi i Danmark også skal vaske op og feje gulv, gjorde de store øjne. Vi sagde så, at vi selvfølgelig ville deltage i alle de arbejdsopgaver, der måtte være. Til det sagde de, at det var meget pænt af os, men at vi altså i hvert fald ikke skulle vaske op. Så det har vi endnu ikke fået lov til. Men vi forsøger på bedste vis at vise dem, at vi gerne vil tørre borde af, lægge måtter ud på gulvet (som børnene sover på), gå ned i køkkenet med tomme gryder mm. Så må tiden vise, om vi får overbevist dem om, at vi også gerne vil hjælpe med at vaske op. Det er meget pænt af dem, at de vil skåne os. Men for mig er det vigtigt, at få vist dem, at jeg ikke er anderledes end dem, og gerne vil udføre samme arbejdsopgaver, som de gør.
      En ting man hurtigt kan observere i børnehaven, er, at alt er meget struktureret. Hele dagen er skemalagt med undervisning, aktiviteter osv. De bliver undervist i dans, tegning, kong fu, udtale, matematik og engelsk. Børnene er i børnehaven fra. ca. kl. 7.00 til et sted mellem 16.15 og 17.30. Så det er også meget anderledes end i Danmark.
      Vi (Anne og jeg) spiser frokost i en form for kantine, hvor vi har kunnet kommunikere lidt med køkkenpersonalet. I Viet Nam er det høfligt at vise respekt og ydmyghed overfor dem, der er ældre end én selv. Køkkenpersonalet er alle ældre end os, så vores lærer har forklaret os, hvad man siger, når man kommer ind i kantinen. Inden man sætter sig for at spise, siger man: Cháu mời các cô ăn cơm. Det betyder noget i retning af: Lad os spise sammen, nyd Jeres mad. Når man så er færdig med at spise, siger man: Cháu cảm ơn các cô, som betyder noget i retning af: Tak for mad. De er alle meget imponerede over, at vi kan sige de sætninger, så det griner vi alle sammen lidt af. Det er en god måde, at komme ind på folk på. De har fortalt vores lærer, at de synes, vi er meget høflige og venlige. Det er rart at få at vide, da det selvfølgelig er sådan, vi gerne vil fremstå. 
      D. 4. februar var vi på personaletur med de 100 ansatte, der er i børnehaven. Det er en tur, de har hvert år lige efter nytår (som her var d. 23. januar i år). På turen tager de rundt til syv forskellige pagoder (templer). Der beder de til, at det kommende år må bringe lykke, sundhed, rigdom osv. til hele deres familie og øvrige omgangskreds. Jeg er overrasket over og taknemmelig for, at de inviterede os med på en så hellig tur for dem. Det var interessant at se, hvor religiøse de er. Ydermere var det rigtig rart at få snakket med nogle af det øvrige personale, som der i hverdagen ikke er tid til på samme måde.
      Vi har fået en helt fantastisk velkomst af alle i børnehaven, og ser frem til at skulle arbejde her det næste halve år.

Første uge er gået allerede!

I dag har vi været i Viet Nam i en uge. Hvor er tiden bare fløjet af sted!

Vi ankom til Ha Noi lufthavn tirsdag eftermiddag, hvor vi tog en taxa til det hus, vi har lejet sammen med to andre piger. De er begge pædagogstuderende fra Danmark, og skal være i praktik på en skole for børn med nedsat funktionsevne. De havde lavet mad, da vi kom. Dejligt! Senere på aftenen kom HC og Kathrine forbi. De er også pædagogstuderende fra Danmark, og bor i et hus nær os. Det skal nok blive hyggeligt :)

       Pga. en form for jetlag sov vi ret sent. Vi havde alle fire aftalt, at vi gerne ville have noget ud af dagen onsdag, så vi ville stå op kl. 9.00. Det lykkedes os ikke helt, men næsten. Kl. 9.45 kom vi ud af fjerene. Om formiddagen tog vi af sted for at udforske noget af byen. Vi gik rundt i byen fra kl. 11.00-19.00, dog afbrudt af spisepauser og en lille pause i et vejkryds. Der sad vi og betragtede alle de mennesker, der gik og kørte omkring os. Pludselig ser vi en mand med spastiske lammelser komme gående. Hjemmefra har vi hørt, at udviklingshæmmede stadig bliver ”gemt væk”, da det er skamfuldt at være i familie eller bekendtskab med mennesker med nedsat funktionsevne. Derfor var jeg sikker på, at jeg nok ikke ville møde en person med nedsat funktionsevne på gaden. Men her kom altså en nydeligt klædt mand gående, og heldigvis som om, at det var fuldstændig naturligt.

       Kort tid efter vores møde med manden med spastiske lammelser, spotter vi en dværg. Han spottet så åbenbart også os, for han kom direkte over til os, og begyndte at snakke. Han talte fint engelsk, hvilket han fortalte, han havde lært sig selv. Nu underviser han også andre i engelsk. Han fortalte ydermere, at mange mennesker med nedsat funktionsevne i Viet Nam tager sig til takke med et job i rendestenen, hvor de f.eks. sælger lottokuponer eller lignende. Det var meget livsbekræftende og opmuntrende, at høre ham snakke om alle hans ambitioner for livet. F.eks. ville han nu til at lære fransk, fordi det altid har været et sprog, der har fascineret ham.

      De to møder gav mig et lidt andet indtryk af det at være udviklingshæmmet i Viet Nam. Nu må tiden vise, om disse oplevelser var tilfælde...

      De næste par dage gik også med at udforske byen, som langsomt begyndte at åbne efter Tết, som er vietnamesernes nytår. Nytåret markerer ankomsten af ​​foråret (baseret på den kinesiske kalender). Stort set alt lukker ned, hvilket har givet os en skånsom introduktion til hektiske Ha Noi. Dog har det også gjort det lidt svært for os at finde steder at købe ind. Men det har vi efterhånden styr på nu. Også trafikken er vi ved at have styr på. Eller i hvert fald at begå os i den. Det er helt vildt! Men når man lærer de uskrevne regler at kende, går det nu meget godt. Men dem skal man jo lige lære at kende først. Hovedreglen: stop for alt i verden aldrig op midt på vejen. Fortsæt med at gå i samme tempo, for så kan alle dem på motor bikes, i bilerne og i busserne finde ud af, hvilken vej rundt om dig, de skal.

     Anne og jeg havde aftalt med lærerinden, Thuy, i Hoa Hong Practical Kindergarten, at hun ville komme hjem til os, og snakke med os søndag kl. 9.00. Pludselig ringede det på døren lørdag formiddag. Udenfor stod Thuy med hendes to børn på fire og otte år. Hun ville blot høre, om vi havde det godt og sådan. Så hende fik vi os en hyggelig snak med. Hun er simpelthen så sød, og virker til at ville os det bedste.

     Søndag kl. 9.00 hentede Thuy os så som planlagt. Først kørte vi hen til børnehaven, så vi kunne se den. Vi så den kun lige udefra, og aftalte, at vi kunne se detaljerne, når vi skulle starte. Derefter kørte vi til det etnologiske museum, hvor der i anledningen af Tết var opstillet forskellige traditionelle vietnamesiske lege udenfor. Det var rigtig sjovt at få lov til at være med til at lege dem. Indenfor var museet, hvor man kunne læse og se udstillinger om folket, traditioner osv. Vi havde ikke så lang tid indenfor, da lærerindens børn var med, og ikke var så tolmodige. Men det er helt sikker et sted, vi vil besøge igen, så vi kan se og læse om det hele. Efter besøget på museet var vi ude at spise den noget så omtalte nationalret, pho.

Det var en super god dag, hvor vi lærte Thuy lidt at kende, inden vi starter i børnehaven onsdag. Vi er meget taknemmellige for den velkomst, hun indtil videre har givet os.

       Det skal også lige nævnes, at Trang og hendes familie (dem vi lejer huset af) også har givet os en hjertelig velkomst. Det er vi også meget glade og taknemmelige for.

       Det var et lille resumé af vores første uge. Vi er så småt ved at falde til, og glæder os til alt det, Viet Nam kommer til at byde os det næste halve år :)

Lidt billeder fra ugen der er gået:

ALT kan spændes bag på en motor bike.



Et forholdsvis stille øjeblik i trafikken.

<>

<> <>

"Frisørsalon" (Heldigvis findes der også saloner, som vi kender dem)

<>

<> <>

Grillede kyllingeben på spyd.



Lærerinden Thuy fra Hoa Hong Practical Kindergarten. Her sammen med hendes to børn på det etnologiske museum.

Sjipning, også på det etnologiske museum.

Tovtrækning, også på det etnologiske museum.